Kai Sørlander er som altid skarp i sin argumentation. Han argumenterer for, at den dommer, der insisterer på at bære islamisk tørklæde, fremstår som “en utrolig selvcentreret person.” Han slår også fast, at der er en afgørende forskel på, at dommeren ikke repræsenterer sig selv, men statsapparatet, mens f.eks. den anklagede kun repræsenterer sig selv (eller, under visse omstændigheder, sin arbejdsgiver eller virksomhed).
Man kunne hævde, hvad nogle også gør, at dommere bør have lov til at bære tørklæde, fordi det ikke skal (kunne) forbydes, at andre dommere bærer kors. Det er jeg ikke helt enig i. En kristen dommer burde netop vide, at vedkommende tjener sin Gud ved at tjene statsapparatet og dømme 100% efter den eksisterende lovgivning. Men netop derfor er der ingen grund til at have et kors på. Måske vil nogle mene, at man har lov at bekende sig som kristen, men det kan man gøre uden for sin arbejdstid. Dommere skal ikke “missionere” i arbejdstiden, heller ikke selv om de er kristne.
Hævder man det, er der så i virkeligheden ikke risiko for, at man i virkeligheden er lige så dårlig til at skelne mellem religion og politik som de islamiske propagandister?
Dommerne skal fremstå neutrale | information.dk
Dybest set er det kun den almindelige anstændighed, der kræver, at man som dommer ikke bør skilte med sin religion. Om man politisk skal vedtage et forbud må afgøres rent pragmatisk; og der kan være forskellige politiske holdninger til betimeligheden af et sådant forbud. Men under alle omstændigheder er det en fuldstændig misforståelse, at et sådant forbud skulle være uforeneligt med hensynet til dommernes religionsfrihed.Denne argumentation gælder alment for dommeres brug af religiøse symboler. Den gælder derfor også for det muslimske tørklæde, i og med at det er et religiøst symbol. Men alle religiøse symboler står ikke for det samme. Så alt hvad der gælder for tørklædet som religiøst symbol, er ikke sagt med, hvad der gælder for religiøse symboler i almindelighed.
For at forstå, hvad der særligt gælder for tørklædet, må vi undersøge, hvorledes det i islam begrundes, at kvinder bør bære tørklæde. Begrundelsen findes i den islamiske lovgivning, som kan læses ud af Koranen og Muhammeds eksempel. Dér kan henvises til udsagn, som kan tolkes som en fordring om, at kvinder skal bære tørklæde. Men hvis man accepterer den tolkning, så er der mange andre love, f.eks. om ulighed mellem mænd og kvinder og mellem muslimer og vantro, som man også må acceptere, hvis man skal være konsistent. Og her får Koranens fordring om at være det dybeste grundlag for al lovgivning i samfundet en ganske særlig betydning. En kvindelig muslimsk dommer, som af religiøse grunde kræver at bære tørklæde, kan ikke samtidig vise, at hun tager afstand fra denne forskrift. Det vil sige, at hun kommer til at sidde i sit dommersæde og sende et signal om, at lovgivningen bør være bestemt af islam. Dermed sender hun et signal, som direkte er i modstrid med grundlaget for den sekulære demokratiske lovgivning, som hun som dommer ved en dansk domstol er sat til at forvalte. En sekulær domstol, som tillader den modsigelse i sit indre, er i færd med at undergrave sig selv. Den er i færd med at undergrave sin egen funktion som forvalter af religionsfriheden
HT: Kai Sørlander om tørklæder
Se også “Sørlanders Nej til tørklædefrihed.”
